Yoga

Kom helt ned i gear med yoga

Yoga er muligvis det dejligste fag, du overhovedet kan få! Det er faget, hvor du trækker vejret, strækker ud og lærer dig selv bedre at kende, og det kan ende med at blive helt vanedannende.

I en yogatime gælder det ikke om at sammenligne dig med andre og presse dig selv, men om at gøre det, der føles bedst for dig. Yoga er for alle – både dig, der aldrig har hørt om yoga før, dig, der bare har brug for en pause i løbet af dagen, og dig, der går op i krop og sundhed.

Øvelser, der styrker og strækker

Ordet “yoga” betyder “at forene”. I yoga arbejder man med at forene krop, sind og sjæl. Det gør man gennem øvelser, også kaldet asanas, der både styrker og strækker musklerne, og øvelser, der udfordrer balance og fleksibilitet, imens man hele tiden holder fokus på åndedrættet.

I timen starter og slutter man altid med åndedrætsøvelser og afslappende meditation. Det betyder, at du slapper af, lader op og vender blikket indad, så du lærer din krop og dens signaler at kende. Nogen skal lige lære at meditere først, og de kan have svært ved at slappe af, og andre ender med at falde i søvn – det er helt okay. Din lærer skal nok sørge for at få vækket alle på en god måde, inden timen slutter!

 

Yogaens fordele

Men hvad kan det dér yoga så egentlig? Mange har forsket i yoga og meditation for at finde ud af, hvilke fysiske og psykiske fordele, der er, ved at dyrke yoga jævnligt, og det var ikke så lidt.

Fysiske fordele er:

  • styrker kroppen
  • færre skader
  • mere fleksibilitet
  • mere udholdenhed

 

Psykiske fordele er:

  • bedre koncentration
  • bedre søvn
  • mindre stress
  • mere ro i hovedet

 

Og derudover er yoga bare vildt hyggeligt med afslappende musik og stearinlys.

En god yogatime er en time, hvor du får styrket din krop og kommer ned i gear – og hvor du går fra timen med et smil på læben.

Yoga som valgfag på Vesterbølle Efterskole