Værelser

Værelset er din base

Når du går på efterskole, er efterskolen dit andet hjem. Værelset er din base, hvor du kan hygge med værelseskammerater men også stedet, hvor du kan finde ro og bare være dig selv, når du har behov for det. Du sover der og bruger værelset i studietimen samt i din fritid. Du får dit eget skab med mulighed for at låse af og laver derudover sammen med din værelseskammerat nogle aftaler om, hvordan I vil indrette Jer. Rengøringen af værelset foregår som en fælles skemalagt opgave.

Boområder og værelser

Vi har en drengegang og en pigegang samt nogle elevhuse. Fælles for dem alle er, at de hver har et fælles hyggeområde med tilhørende køkken. Køkkenet har komfur, mikroovn og køleskab og er beregnet til at tilberede snacks og drikke til hyggeaftener osv. Dagens hovedmåltider samt formiddags-, eftermiddags- og aftenkaffe indtages fælles i vores spisesal.

De fleste værelser er to-personers værelser, men vi har også nogle tre- og fire-personers værelser. Typisk deler to værelser bad og toilet. Fordelingen af værelser foregår tilfældigt, men der kan naturligvis tages særlige hensyn – eksempelvis ved handicap, allergi eller andet.

Værelseskammerater

På Vesterbølle Efterskole har vi tradition for værelsesbytte tre gange. Det betyder altså, at du tre gange i løbet af dit efterskoleår vil få et nyt værelse samt en ny værelseskammerat. Vi forsøger hver gang at ryste posen grundigt for at sikre, at du og resten af elevholdet lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Ved hvert værelsesbytte sørger vi for, at værelset får en god og hyggelig start sammen.

Husalfen

Alle boområder har en husalf tilknyttet. Husalfen er en lærer, som har et særligt fokus på boområdet og de elever, som bor der. Husalfen hjælper til, at kulturen på værelser og boområde er god, og at alle føler sig hjemme og trygge.