Keramik

Keramik og arbejdet med ler er en magisk proces, hvor du med dine egne hænder og lidt kemi forvandler leret til smukke og brugbare genstande.

Keramik har dybe rødder i de fleste kulturer verden over og har en bred anvendelse i samfundet i dag.

I linjefaget Keramik kan du glæde dig til at lære en masse om ler, og hvilke muligheder der er i arbejdet med ler. Du skal skabe dine egne keramiske ting til evigt minde om dit efterskoleophold – og vi tør godt love, at du tager hjem med en tung kasse af værdifulde værker, når skoleåret er omme.

Ler kan bearbejdes på mange forskellige måder. Du kommer til at arbejde med de keramiske formgivningsteknikker: drejning, modellering, plade- og pølseteknik, kvætsning og støbning. Du kommer også til at lære forskellige dekorationsteknikker og om glasering.
I arbejdsprocessen er der altså flere spændende stadier, til du står med det endelige produkt.

Formålet med undervisningen er at give en forståelse af, hvordan proces, materiale, teknik og udtryk spiller sammen.

I keramik kommer du også til at arbejde med Raku, som er en gammel japansk brændingsmetode – en rigtig spændende proces med ild, luft og vand – og altid overraskende resultater

Keramik på Vesterbølle Efterskole